Sankthans historie


Klik her hvis du ønsker at se opskrifter til sankthans

Klik her hvis du ønsker at se teksten til midsommervisen


I bondesamfundet var St. Hans-bålet én af flere blusskikke.
Der var også fx blus til pinse
og bål Valborgaften, d. 30 april.
Men efterhånden blev bålskikken
kun knyttet til Sankt Hans aften.
En af grundene kunne være kalenderreformen i år 1700.
Kalenderen rykkede 11 dage frem.
Og midt i det tidlige forår, kan forrykningen på ca. 2 uger have betydning for,
om det var for koldt til at sidde ude om aftenen til bål - eller ej.
Nogle steder brugte man ikke et egenligt bål
men satte istedet ild til halmknipper, som blev svunget på lange stænger.

Oprindeligt skulle både St. Hans og Valborg blus helst tændes med helt ny ild.
D.v.s. med "vild ild" eller "nødild".
Det er ild, som laves ved at gnide to træstykker mod hinanden.
Nødild var et stærkt magisk middel.
Hvis fx en kvægsygdom rasede,
kunne man forsøge at slukke al ild på landsbyens ildsteder
og lave nyt, der så blev bragt rundt til alle husstande.
Måske kunne den nye ild rense ud, og gøre kål på sygdommen?
På nogle museer findes "nødildstolper", der er brugt til at lave ny ild på.
Det er bjælker med brandmærker, der viser,
at de er blevet brugt til at lave den nye, magiske ild.


Når bålet skulle laves med nødild
hænger det sammen med,
at det var et ondtafværgende middel.
Dét bål, vi brænder til St. Hans,
er ikke et "henrettelsesbål",
men bondens skærmende blus.
Det skal holde de onde kræfter væk,
som var aktive i midsommernatten.
Måske har der også været en forestilling om, at de marker som bålet oplyste,
kunne blive særligt frugtbare og givtige.
Denne idé nævnes bl.a. i en jysk præsteindberetning fra 1667.
I mange tilfælde blev der lavet bålplads på gravhøje fra oldtiden,
og så kunne lyset jo ses viden om.
At brænde blus omkring midsommer er uden tvivl en ældre tradition i Norden
I Olaus Magnus´ historie om de nordiske folk fra 1500-tallet,
kan man fx se et træsnit, der forestiller en sommerfest, hvor der blusses.
Men her står blusset som en tønde på en stang.


Sankt Hans-heksen
Skikken med at have en heksedukke
på toppen af bålet, er ret ny.
Det er først i slutningen af forrige århundrede,
at spredte vidnesbyrd om heksefigurerdukker op.
Og rigtigt almindelige bliver de først
i løbet af vort århundrede.
Bl.a. efter, at en gruppe tyske indvandrere
havde gjort skikken kendt
på Kalundborg-egnen i 1920´erne.
At aflive halmdukker,
der forestillede ubehagelige figurer, fx Vinteren,
er dog en ret udredt idé,
der også kendes fra andre årsfester
og fra andre lande, fx Tyskland.


Sankt Hans heksen optræder først i mellemklasse-miljøer,
blandt skolefolk og på seminarier.
Kombinationen Midsommervisen + heksen på bålet er også af nyere dato.
Det er - såvidt vides -brugt første gang ved en midsommerfest,
der fandt sted på Jelling seminarum ved århundredskiftet.
Selve visen er noget ældre.
Den stammer fra Holger Drachmanns "Der var en Gang",
som blev opført på det Kongelige Teater i 1887.


Selvom der ikke var heks på bondesamfundets St. Hans bål,
havde heksen alligevel en placering i forhold til skikkene.
I folketraditionen er der en generel opfattelse af,
at hekse er særligt aktive på magiske helligaftener.
De er fx ude for at samle ingredienser til deres trolddomsaktiviteter,
eller rejser til heksemøde ved Troms Kirke,
eller Bloksbjerg i Harzen.
Ilden skal skræmme dem,
og forhindre dem i at lande, hvor bålene brænder.
Nogle steder mente man også,
at man ved ilden kunne se heksene på deres færd.