Kakao

Beskrivelse:

Kakaoen blev kendt i Europa i begyndelsen af 1500-tallet. Det var Columbus der hjemførte den, sammen med bl.a. tomaten, tobakken og kartoflen

I de næste 400 år var det et luxusprodukt, og det er først indenfor de sidste 60-70 år det er blevet et populært og almindeligt nydelsesmiddel. Mellemamerikas indianere kendte og brugte kakaoen. De spiste den knust og kogt. Den var dyr, og man ved at hos aztekerne kunne man købe en god slave for 2000 kakaobønner. Det samme måtte man give for en kone.

Det første latinske navn var 'Amygdalae Pecuminaria' = Pengemandel. Det næste var Linnè’s navn: Theobroma cacao, nemlig gudernes føde. Så det var en værdifuld og værdsat frugt.

Selve cacaotræet er på størrelse med et alm. æbletræ, og frugterne udvikles direkte på stammen og de største grene. Frugten er gul-brun og ligner en tyk agurk. Indeni ligger i en klump ca. 50 bønner, som er hvide og i størrelse og form som mandler.

Når frugterne er modne, skæres de af træerne, flækkes og bønnerne lægges til gæring. Dette tager ca. 8 dage , kaldes fermentering og er meget vigtigt for aromaen. Derefter tørres bønnerne, renses og sendes til selve chokoladefabrikkerne.

Her renses bønnerne igen, de ristes, og dette er en meget vigtig proces. Så knækkes de, skallerne fjernes og selve bønnerne valses fint og varmes op. Massen herfra presses og cacaosmørret, cacaomassen samt cacaopulveret adskilles.

Til mørk og bitter overtrækschokolade blander man så igen cacaosmøret, cacaomassen og cacaopulveret i forskellige forhold. Derefter tilsættes sukker, lecithin, vanille eller vanillin. Til fløde-chokolade tilsættes yderligere mælkepulver - ikke mælk eller fløde, da det jo indeholder vand - i den mængde der ønskes. Til hvid chokolade undlader man helt cacaopulver, og bruger kun cacaosmør, mælkepulver og sukker.

Cacaotræet stammer som tidligere nævnt fra Mellem-Amerika. Herfra kommer fortsat de bedste bønner - de kaldes ædelbønner. Sorterne er Criollo samt Trinitario og dyrkes især i Equador, Venezuela og Trinidad. Men de største producentlande er i dag Ghana, Elfenbenskysten, Nigeria og Cameroun. De producerer over 60% af Verdens produktion, men kvaliteten er ikke så høj som den Mellem-Amerikanske. Bønnerne er af sorterne "Forastero". Samme bønner dyrkes også i Brasilien samt i Stillehavs-området og Sri Lanka, Malaysia og Indonesien