En diæt med ekstremt lavt indhold af kulhydrater har meget god effekt på blodsukkerniveau, insulinfølsomhed og kolesterolindhold i blodet. Reduceret indtag af kulhydrater fører til, at patienterne spontant mindsker indtag af proteiner og fedt. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Annals of Internal Medicine.
Resultaterne er den første kontrollerede undersøgelse af den såkaldte Atkins-diæt og er baseret på en undersøgelse af ti patienter mest type 2-diabetes. De fik først normal kost i en uge og overgik derefter til en kost med kun 20 g kulhydrater dagligt, men ubegrænset mad med proteiner og fedt.
I modsætning til, hvad forskerne i forventede, reducerede deltagerne spontant deres forbrug af protein- og fedtrig kost. Det betød igen en kraftig reduktion af det totale kalorieindtag, som dels betød et vægttab, dels en forbedring af patienternes blodsukkerniveau, insulinfølsomhed og kolesteroltal.
Forskerne mener, at deres undersøgelse støtter teorien om, at kulhydrater er den udløsende faktor, hvad angår overdreven spisning. Reduktion af kulhydraterne er derfor afgørende for at opnå resultaterne ved en diæt. Forskerne advarer dog om, at effekterne ved en længerevarende lavkulhydratdiæt er ukendte.